Statsrevisorerne kritiserer nu Sundhedsministeriet for at have lavet en dårlig aftale med Lægemiddelindustriforeningen (LIF), så det offentlige betalte for meget for medicinen til landets sygehuse.
Aftalen blev lavet i 2009 under den daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K).
Regeringen og regionerne nedsatte ellers efter 2007 en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde forslag til, hvordan medicinudgifterne kunne reduceres. Gruppens anbefaling af et såkaldt referenceprissystem som i Norge og England blev imidlertid ikke fulgt.
- Statsrevisorerne kritiserer, at ministeriet indgik en prisaftale med LIF uden at inddrage Danske Regioner, som har større indsigt i anvendelse og indkøb af medicin, lyder det i beretningen.
Ministeriet indgik en aftale med LIF om prisloft og prisreduktioner for sygehusenes lægemidler. Aftalen skulle medføre en rabat på fem procent, men den realiserede rabat blev ifølge Rigsrevisorerne kun på tre procent.
- Statsrevisorerne kritiserer, at ministeriet ikke har taget initiativ til at genforhandle prisaftalen med LIF, skønt den forventede rabat ikke er opnået, skriver Statsrevisorerne.
Det konstateres derudover, at der fortsat er grundlag for at spare på udgifterne til sygehusmedicin.