Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) modtager byrettens afgørelse i den historiske sag om gensidig forsørgerpligt med en kort og afventende kommentar:
- Vi konstaterer, at byretten er kommet frem til, at reglerne ikke var i strid med Grundloven. Dommen kan ankes, og derfor afventer vi nu og ser, om dommen bliver anket til landsretten, siger Troels Lund Poulsen i en mail til Avisen.dk.
Mandag afviste retten i Helsingør tre kærestepars påstand om, at loven om gensidig forsørgerpligt var i strid med Grundloven. De tre par havde anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet og kommunerne Herning, Favrskov og Gribskov, hvor de bor.
Et nederlag til ministeriet og de tre kommuner havde ifølge Ritzau angiveligt betydet, at landets kommuner måtte betale penge tilbage til parrene. Men med rettens afgørelse får de ingenting.
Under sagen har kæresteparrene argumenteret for, at den gensidige forsørgerpligt var i strid med Grundlovens § 75 og § 73. Paragrafferne handler om statens pligt til at forsørge borgere, der ikke kan klare sig selv, og om ejendomsrettens ukrænkelighed.
Retten i Helsingør peger imidlertid på, at Grundloven ikke indeholder et forbud mod, at der ved lov pålægges nogen en forsørgerpligt.
Mindst 7.000 par har været omfattet af den omdiskuterede forsørgerpligt. Efter voldsom kritik blev loven skrottet med virkning fra 1. januar 2016. Den holdt dermed kun i to år.
Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Kommunernes Landsforening, der dog ikke ønsker at kommentere dommen.