Spekulanters hærgen på markedet for andelsboliger skal nu stoppes.
Boligminister Carsten Hansen (S) vil med et lovindgreb sætte en stopper for de advokater og ejendomsmæglere, der de seneste år har tjent store beløb på at forvandle lejeboliger til andelsboliger.
Det skriver Jyllands-Posten.
En karensperiode for såkaldte valuarvurderinger på op til fem år kan beskytte køberne mod fremtidige salgsfiduser, ifølge Carsten Hansen. Samtidig kan indgrebet genoprette andelsboligernes ofte blakkede image.
- Det er vigtigt at beskytte en god boligform mod lidt for smarte finansfolk, siger Carsten Hansen til Jyllands-Posten.
Adskillige tusinde lejere har de seneste år benyttet sig af af den lovpligtige tilbudspligt, når deres udlejningsejendomme er blevet sat til salg. Loven giver lejerne mulighed for at overtage ejendommene til markedspris ved at stige andelsboligforeninger.
Som et ekstra lokkemiddel for at få lejerne til at bide på krogen og købe har advokater fået ejendomsmæglere, der er specialiseret i at prisfastsætte ejendomme - valuarer - til at vurdere ejendommene.
Og stort set i samtlige tilfælde siden 2006 ligger vurderes ejendomme til priser, der ligger langt over den handlede pris.
Advokaterne og mæglerne sikrer sig efterfølgende en klækkelig gevinst gennem de salærer, de opkræver for at stifte andelsboligforeningerne.
- Der er ingen tvivl om, at høje valuarvurderinger har lokket mange lejere til at købe deres boliger, fordi de er blevet stillet i udsigt, at de efterfølgende kunne få store fortjenester ved at sælge, siger advokat og boligekspert Henrik Høpner fra Advodan til Jyllands-Posten.
Ved at fjerne den økonomiske gulerod vil lejere måske begynde at tænke sig om to gange, før de kaster sig ud i at stifte en andelsboligforening, mener Henrik Høpner.
/ritzau/