Fire mennesker blev dræbt, og omkring 15 tankbiler blev ødelagt, da mindst 25 bevæbnede militante oprørere natten til fredag angreb et NATO-depot lige udenfor byen Peshawar i det nordvestlige Pakistan.
Det lokale politi fortæller ifølge CNN, at de militante først dræbte to vagter med automatvåben, hvorefter de trængte ind på området, hvor 18 tankbiler stod parkeret.
Her anbragte de bomber under mindst ti af tankbilerne og sprængte dem i luften. Og så dræbte de to chauffører, der lå og sov i terminalbygningen.
Tankbilerne bruges i det daglige til at transportere brændstof ind til NATO-styrkerne, der befinder sig i nabolandet Afghanistan. Over halvdelen af de samlede forsyninger til det internationale styrker i Afghanistan fragtes igennem Pakistan.
Endnu har ingen taget ansvaret for angrebet, men lokale militante grupper har flere gange angrebet de pakistanske soldater, der har til opgave at forsyne NATO-landene i Afghanistan.
Kilde: CNN