Nordkoreas statsmedier offentliggjorde optagelser fra redningsindsatsen i de oversvømmede områder, men de nordkoreanske myndigheder oplyser ingen detaljer om hverken dræbte eller tilskadekomne.
Det gør til gengæld FN, der fortæller, at mindst 135 mennesker har mistet livet i oversvømmelserne, der er de værste i landet i årtier.
Derudover er mindst 400 mennesker savnet i området. FN vurderer samtidig, at omkring 50.000 indbyggere er blevet hjemløse efter de voldsomme regnskyl.