FCM Håndbold er nyt hold i spidsen for Dame Håndbold Ligaen, efter at midtjyderne onsdag aften vandt en stærk udesejr på 26-23 over de danske mestre, Randers HK.
De to klubber lå før kampen side om side med Viborg i toppen af rækken. Alle hold med 13 point for syv kampe. Men efter sejren i Randershallen, nu kaldet Skyline Arena, skal FC Midtjylland kigge bagud for at se de øvrige hold i tabellen.
Træner Helle Thomsens tropper havde et stærkt våben i de hurtige afslutninger, og ofte nåede Randers-forsvaret slet ikke at komme på plads, før velspillende Line Jørgensen eller Trine Troelsen havde hamret bolden i mål.
Det lignede en afgørelse, da FCM kort inde i anden halvleg var foran 16-10, men i en timeout fik Randers-træner Jan Leslie mere samling på sit mandskab, og med 10 minutter tilbage var midtjydernes forspring skrumpet til 19-17.
Det gav en intens afslutning på en tempofyldt og velspillet kamp. Men Randers fik aldrig rigtig gang i kontraspillet og fik derfor ingen "nemme" mål, og så kunne FCM holde afstanden kampen ud.
Randers må nu rette blikket mod de kommende opgaver, og randrusianerne er midt i et hårdt program. I weekenden venter Champions League i Rumænien mod Oltchim Valcea, inden turen allerede næste onsdag går til Viborg til endnu et topbrag.
/ritzau/