Den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen har samarbejdet og fået reduceret sin karantæne for doping fra otte til to år, oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Michael Rasmussen gik i begyndelsen af 2013 til Anti Doping Danmark og indrømmede et omfattende misbrug af doping i perioden fra 1998 til 2010, hvorefter DIF"s dopingudvalg indledte en sag mod ham.
- DIF"s dopingnævn har den 25. september idømt Michael Rasmussen en karantæne på to år fra al idræt under DIF, skriver DIF i en pressemeddelelse.
Det betyder, at Michael Rasmussen ikke kan være ansat som sportsdirektør for cykelholdet Christina Watches i den kommende periode.
- Michael Rasmussen er kommet med omfattende, væsentlige og detaljerede oplysninger om ikke bare sit eget dopingmisbrug, men også om andre personers involvering.
- Det er blevet bekræftet i forbindelse med den videre efterforskning, som Anti Doping Danmark har foretaget.
- Derfor har vi besluttet, at hans karantæne skal nedsættes som følge af hans samarbejde, siger dopingnævnets formand, Torben Jessen.
Karantænen har virkning med tilbagevirkende kraft fra den 8. februar 2013, hvor Michael Rasmussen blev suspenderet. Karantænen løber frem til 7. februar 2015.
/ritzau/