Inluenza A, også kendt som svineinfluenzaen, er måske ikke så farlig som først antaget.
I Mexico har myndighederne skruet ned for truslen.
"Antallet af dødsfald står nemlig ikke mål med antal smittede og derfor er der nok ikke længere risiko for en international pandemi", siger Mexicos sundhedsminister José Angel Córdova ifølge Reuters.
Foreløbig er 16 personer med sikkerhed døde af det nye virus i Mexico, mens der har været et dødsfald uden for landet - nemlig en mexicansk dreng på to år, som døde i USA.
Selv en almindelig influenza er dødelig og koster årligt op mod 500.000 mennesker livet på verdensplan.
I denne influenza-sæson i Danmark er 1.000 døde, oplyser Sundhedsstyrelsen.
I går kom det frem, at det første danske tilfælde af influenza A er konstateret. Det drejer sig om en kvinde, der bor på Sjælland. Hun fik smitten i New York og er blevet behandlet med Tamiflu og udskrevet til sit hjem, hvor hun skal opholde sig i fem dage.