Politiet i den nordlige mexicanske by Monterrey har anholdt en kvindelig lejemorder, der har været involveret i 20 drab for det frygtede narkokartel Zeta. Den 26-årige Maria Jimenez fik 1700 dollar (9600 kroner) i månedsløn for at dræbe kartellets fjender.
Ofrene var fra rivaliserende narkobander. Desuden står Jimenez også bag drabet på en politimand, ifølge en talsmand for den offentlige anklager i delstaten Nuevo Leon.
Jimenez blev anholdt i sidste uge og har tilstået drabene samt andre lovovertrædelser, siger talsmanden. Hun vil blive sigtet for drab, biltyveri og bortførelse.
Mexicansk politi har før anholdt kvindelige lejemordere, men kun få er blevet anklaget for at have gennemført lige så mange drab som Jimenez.
Hun blev tilbageholdt sammen med tre mænd, der også sigtes for at udføre mord på bestilling, samt en gruppe øvrige personer, der kontrollerede 14 salgssteder for narko i Monterrey.
Industribyens tidligere omdømme som den mest sikre i Latinamerika er forlængst blevet spoleret af narkokartellerne, der strides om at kontrollere handlen med stoffer.
Siden præsident Felipe Calderon kom til magten i december 2006 og erklærede en landsomfattende offensiv mod kartellerne, er omkring 50.000 personer blevet dræbt i narkorelaterede episoder.
Kilde: Reuters