Det spanske bundhold Deportivo La Coruña lignede på papiret en overkommelig modstander for FC Barcelona.
Men Messi og resten af Barca-stjernerne måtte kæmpe hårdt for at besejre oprykker-mandskabet i lørdagens sene opgør på Deportivo La Coruñas hjemmebane.
Barcelona begyndte dog kampen i et højt tempo. Allerede efter otte minutter stod der 2-0 til topholdet, og Lionel Messi udbyggede føringen til 3-0 kort tid efter.
Bagud med tre mål mod et af verdens bedste fodboldhold var oprykkerholdet så godt som udspillet. Men Deportivo La Coruña rejste sig med to hurtige mål, og så var kampen igen helt åben.
Mål-trolden Messi nettede for anden gang kort før pausen, men det samme gjorde Deportivo La Corunas angriber Pizzi i starten af anden halvleg.
Barcelonas Mascherano gav oprykkerne en perfekt mulighed for at komme tilbage i opgøret, da han efter 49 minutters spil fik sit andet gule kort og måtte forlade Riazor-stadionet.
Men selvom Barcelona var en mand i undertal, fuldendte Messi sit hattrick, og på trods af Jordi Albas selvmål kort før tid vandt Barcelona opgøret 5-4.
Det er 21. gang at Messi scorer hattrick for det spanske tophold. Med lørdagens sejr fastholder Barcelona forspringet til rivalen Real Madrid, som ligger otte point efter i La Liga.
Real Madrid vandt uden problemer 2-0 over oprykkerklubben Celta Vigo, som havde den danske landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli i aktion under hele opgøret.
/ritzau/