Argentina rykkede for alvor i toppen af den sydamerikanske VM-kvalifikation, da landet natten til onsdag dansk tid vandt den svære udekamp mod Chile med 2-1.
Lionel Messi bragte Argentina foran efter en lille halv times spil, og få minutter senere scorede Gonzalo Higuain til 2-0.
Chiles Felipe Gutierrez reducerede til slutstillingen kort før tid.
Topholdet Argentina har 20 point for ni kampe i VM-kvalifikationen, mens Chile er nummer seks med 12 point.
Ecuador er nummer to med 17 point efter 1-1 ude mod Venezuela.
Bolivia overraskede ved at vinde 4-1 hjemme over Uruguay, mens bundholdet Paraguay vandt 1-0 hjemme over Peru.
/ritzau/