Situationen omkring storklubben Brøndby udvikler sig mere og mere dramatisk.
Som det kom frem tidligere i dag, sætter Spillerforeningen sin lid til, at Brøndbys bank, Nordea, er parat til i sidste øjeblik at redde storklubben ved at udstede den såkaldte tredjeparts sikkerhed, som foreningen kræver.
Men det er banken formentlig ikke parat til, erfarer DR Nyheder.
Storbanken, der netop er kommet ud med et rekordoverskud, har i løbet af de seneste måneder udvist stor tålmodighed med klubben, forlyder det fra centrale kilder.
Så langt vil man gerne være med, men det kan ikke komme på tale at garantere for de millioner, som Brøndby skylder i feriepengesagen.
Det står fuldstændig fast, erfarer DR Nyheder.
Det samme er holdningen hos den anden oplagte redningsmand, Brøndbys næstformand, rigmanden Benny Winther. Benny Winther, der driver en stor transportvirksomhed, har tidligere lånt Brøndby penge, men det er slut nu, erfarer DR Nyheder.