Der var ingen grænser, mens Michael Laudrup og John "Faxe" Jensen delte trænertjansen i Brøndby IF. Hverken for klubbens resultater eller for de eskapader, der fandt sted efter 2. halvleg til truppens mange fester.
Det beskriver den pensionerede Brøndby-anfører Per Nielsen ifølge Ekstra Bladet i sin nye bog "Brøndby for evigt?", der udkommer i dag.
Her kan man blandt andet læse om en ganske særlig julefrokost, hvor det synlige humør blev hjulpet godt på vej af et helt særligt medikament, der nok sædvanligvis hører mere hjemme i omklædningsrummet til en gang "old boys"-bold.
- Et år var der 100.000 kroner i bødekassen, som skulle bruges på en julefrokost. (...) Der blev ringet til samtlige af Stripperkongens piger, der var et berømt stripperbureau på det tidspunkt. 'Der skal komme en stripper hver anden time' lød bestillingen, lyder den malende beskrivelse i bogen.
Og så var aftenen ellers så småt i gang.
- Startskuddet gik i omklædningsrummet med en øl og en blå pille [Viagra, red.] til alle. Ned med den og alle tog den, og så kom stripperen ellers ind til et tætpakket omklædningsrum med hejst flag hele vejen rundt og grin og ballade, skriver Per Nielsen.
Bogen byder på flere eksempler fra den vilde tid under Laudrup, men er samtidig en beskrivelse af den vedholdende forsvarsspillers op- og nedture både på og væk fra grønsværen.
Kilde: Ekstra Bladet