De 2.000 danske gigtpatienter, der behandles med præparaterne Arcoxia og Dynastat, ville ikke kunne behandles i USA. De amerikanske myndigheder vurderer begge medikamenter til at være for farlige.
For to uger siden stemte The Food and Drug Administrations (FDA) lægefaglige panel nej til at godkende lægemidlet Arcoxia. Med stemmerne 20 mod en var det en klar afgørelse. Tidligere har FDA nægtet at godkende en lignende medicin, Dynastat, fordi det vurderedes for farligt.
Begge medikamenter er såkaldte Cox-2-hæmmere. Den type medicin var også Vioxx, som blev trukket fra verdensmarkedet i 2004 af producenten MSD, fordi præparatet fordoblede risikoen for hjerteanfald og hjertestop - det har foreløbigt fået 27.000 amerikanere til at sagsøge MSD.
Herhjemme blev begge de omstridte lægemidler godkendt, fordi man ikke kendte til alle bivirkningerne, da medicinen blev introduceret.
»De ville have svært ved at komme på markedet, hvis de kom som nye lægemidler i dag,« vurderer overlæge Steffen Thirstrup fra Lægemiddelstyrelsen.
Selvom begge præparater formodentlig ikke ville gå igennem nåleøjet i dag, er de ikke på vej til at blive forbudt ligesom i USA.
Lægen bestemmer
»Hvis et lægemiddel en gang er blevet godkendt, så skal det være farligt for alle, før man kan forbyde det. Men der er nogle patienter, der har brug for de her lægemidler, og som har gavn af dem,« siger Steffen Thirstrup.
På Institut for Rationel Farmakologi (IRF) rådgiver man de danske læger om medicin, og her er holdningen klar.
»Vi synes, man stort set skal holde sig fra det,« siger institutchef Jens Peter Kampmann.
Men det er altså op til den enkelte læge at vurdere, om det er tilrådeligt at udskrive medicinen til gigtpatien-ter.
Alligevel er Steffen Thirstrup ganske tryg.
»Kigger man på Arcoxia og Dynastat er de pålagt et hav af restriktioner, der gør, at kun yderst få patienter kan bruge dem,« forklarer han.