USA’s justitsministerium har frigivet udskrifter og lyd fra et to-dages interview i juli med Ghislaine Maxwell, der sidder fængslet for sin medvirken i misbrug af mindreårige piger.
Her siger hun - måske ikke så overraskende - at hun aldrig har set Donald Trump opføre sig upassende og at han “var en gentleman i alle henseender”. Maxwell understreger, at hun kun har set Trump og Jeffrey Epstein sammen i sociale sammenhænge og at hun aldrig har set Trump i situationer med massage.
- Hvad mig angår, var præsident Trump altid meget hjertelig og meget venlig over for mig. Og jeg vil bare sige, at jeg beundrer hans ekstraordinære bedrift ved at blive præsident nu, siger hun ifølge Reuters.
Maxwell afsoner en 20-årig fængselsstraf, efter at hun i 2021 fik dom for at have rekrutteret og manipuleret mindreårige piger til seksuelt misbrug begået af finansmanden Jeffrey Epstein.
Epstein blev anholdt i 2019 i en sag om menneskehandel og døde senere samme år i varetægt, hvilket blev vurderet som selvmord. Ghislaine Maxwell har anket sin dom.