Der var dømt rutsjetur på markederne, men mest på obligationsmarkedet torsdag. C20-indekset kunne torsdag ikke følge med sine europæiske indekskolleger og sluttede 0,2 pct. lavere i 495,21. Til sammenligning var der fremgang på mellem 1 og 1,5 pct. i de fleste europæiske aktieindeks. Risikoappetitten kom stille og roligt tilbage til markederne og efter en kold dukkert om morgenen var renten næsten uændret, da dagen var omme.
Største årsag til trægheden i det danske eliteaktieindeks var at finde hos Novo Nordisk, selvom aktien ikke var ramt af nogle særlig nyhed på dagen.
- Der er en lille smule usikkerhed frem mod næste uge, hvor der ventes afgørelse omkring Tresiba (Novos nye langtidsvirkende insulin, red.) hos de europæiske lægemiddelmyndigheder, forklarer aktiehandler Michael Lyngsø fra Jyske Bank til Ritzau Finans.
Novo-aktien lukkede i 927 kr. efter et fald på 0,8 pct.
C20's bundprop var hele dagen lang NKT Holding, der var mål for en kritisk analyse fra Nordea. Banken sænkede anbefalingen af aktien til "sælg" fra "hold" og kursmålet med 10 kr. til 200 kr. NKT, der aflægger kvartalsregnskab 8. november, faldt 2,0 pct. til kurs 199,10.
I den anden ende af indekset funklede Pandora mest af alle med en fremgang på 2,1 pct. til 86,50 kr. Nogle investorer lod til at være opmuntret af meldingerne fra det britiske tøj- og taskeselskab Burberry, der efter en nedjustering i september skruede lidt op for retorikken.
Affitech-aktien var dog endnu mere i hopla, efter at selskabets afnotering fra børsen blev sat i bero. Finanstilsynet er kommet i tvivl om, hvorvidt den planlagte afnotering kan være en overtrædelse af værdipapirhandelslovens paragraf om, at afnoteringer ikke må stride imod investorers, låntageres eller værdipapirmarkedets interesse. Det fordoblede Affitech-aktiens værdi, da den steg fra 7 øre til 14 øre.
Obligationsrenterne rutsjede lidt rundt, men endte stort set uændret i Danmark og de andre sikre havne.
- Hen over dagen genvandt markedet dog tilliden en smule, og efter offentliggørelsen af positivt nyt fra det amerikanske arbejdsmarked steg både aktiekurser og renter hen mod markedets lukning, forklarer Ida Andreas, senior obligationsrådgiver hos Nordea, i en kommentar.
Antallet af nytilmeldte ledige i USA dykkede til 339.000 i sidste uge, viste friske tal torsdag eftermiddag - langt under markedets forventninger om 370.000. Det gav ved til aktiekurserne og var med til at sende renterne op i de fleste lande.
Den toneangivende, danske statsobligation med udløb i 2021 lukkede i en rente på 1,29 eller ca. 1 basispoint højere end onsdag. Den åbnede nede i 1,23 pct. Det samme billede tegnede sig i for eksempel Tyskland.
S&P's nedgradering af Spaniens kreditværdighed til kun et enkelt nøk over den såkaldte "junk"-status (skrald) skabte bølger i renterne. Den tiårige, spanske rente steg kortvarigt 13 basispoint til 5,91 pct., men slutfacit blev et rentedyk på 3 basispoint til 5,75 pct.
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk