Et overstået grundforløb på en erhvervsuddannelse, men ingen praktikplads.
Det er virkeligheden for over 2000 kontorelever, mediegrafikere og tandklinikassistenter, som to måneder efter ansøgningsfristen stadig står uden praktik - og dermed uden mulighed for at fortsætte deres uddannelse.
Tallet, som alene dækker manglen på praktikpladser indenfor HK/Privats område, er en fordobling siden 2008.
I HK/Privat betragter man situationen som "helt katastrofal". Og det er ikke bare for de unge selv, at praktik-miseren kan få store konsekvenser.
- For samfundet betyder det jo helt utroligt meget, at vi i øjeblikket har 2000 unge om året, som ikke får færdiggjort deres uddannelse, siger Marianne Vind, sektornæstformand i HK/Privat til Newspaq.
Men de 2.065 unge er blot en lille del af det store antal elever, der i år ikke har fået en praktikplads. Nye tal fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at hele 11.000 unge på landets erhvervsuddannelser står uden praktik.
Og ifølge Marianne Vind kan det komme til at koste samfundet dyrt.
- En del af dem kommer ikke videre med anden uddannelse, kommer ikke videre i arbejdslivet, kommer måske på overførselsindkomst. Det er rigtigt dyrt for samfundet, siger hun.
I HK/Privat sætter man sin lid til, at leverandørerne i det offentlige vil leve op til deres ansvar og tage flere praktikanter og elever ind. Det bliver også nødvendigt, hvis man skal opretholde Danmarks konkurrenceevne, siger Marianne Vind.
- Alle taler jo om, at vi Danmark skal klare sig i den globale verden, og det gør vi kun, hvis vi får et højere uddannelsesniveau, siger hun.
Tallene for de unge medlemmer af HK/Privat tæller elever på kontoruddannelserne, handelsuddannelser med speciale, eventkoordinator, de grafiske uddannelser og tandklinikassistentuddannelsen.