Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
EFTER NÆSTEN to års pause som blogger her på Avisen.dk har jeg fundet vejen tilbage. Jeg holdt op, fordi presset blev for stort og begyndte igen, fordi presset blev for stort.
Under den første del af min sygdom, hvor jeg samtidig kæmpede mod kommunen og en socialdemokratisk regering, fik jeg den højrøvede tanke, at jeg var “noget for andre”. Jeg troede også, at verden kunne forandres, og at de oprørte, de ramte, de magtesløse ville gøre deres for at vende skuden. Sådan var det ikke, og sådan er det ikke.
I tiden mellem jeg stoppede som blogger og begyndte igen, har jeg fået seniorførtidspension. En ret jeg har optjent, fordi jeg har arbejdet i mindst 25 år og er gammel og nedslidt nok til ikke at skulle gennem flere pseudoprøver foranstaltet af kommunen på befaling af regeringer. Jeg fik nådigt tildelt, hvad jeg havde ret til, og tak for det.
NU HAR jeg været pensionist i et år, og efter cirka ni måneder (en hel graviditet) er jeg genfødt. Min hjælper gennem hele sagsforløbet, Ricky Magnussen, sagde til mig, at der ville gå tre måneder, før jeg fandt ro og accepterede min nye status. Det tog altså ni måneder i stedet. Og det er ikke helt forbi endnu.
Min kæreste og jeg valgte allerede for mange år siden, da vi flyttede sammen, at den ene ikke skulle forsørge den anden og fravalgte derfor den sociale/juridiske sikkerhed, der ligger i ægteskabet, og da vi nu engang var helt enige, fik en en jurist til at lave et papir, som dokumenterede, hvordan vores økonomi var baseret.
Det betyder ikke noget for staten, som pålægger min kæreste at forsørge mig, derfor rammes jeg fra tid til anden af krav om tilbagebetaling af pension, fordi min kæreste tjener mere end forventet, så jeg hver den sidste bankdag i måneden bliver mindet om, at jeg stadig ikke har min frihed. Selv om jeg er far til en hjemmeboende under 18, er jeg ikke længere forsøger, fordi “man ikke forsørger nogen, når man er pensionist”.
Det mest nærliggende er naturligvis, at vi flytter fra hinanden, så jeg kan få en ældrebolig, boligtilskud, tandlægehjælp og meget andet, som jeg berøves for nu. Problemet er bare, at jeg ikke kan bære at skulle flytte fra vores yngste søn. Kæresten og jeg skal nok klare det. Men jeg kan ikke klare adskillelsen fra vores barn. Min kæreste og jeg kan sagtens behandle og bearbejde adskillelsen og få det til at fungere på de af staten accepterede antal minutter for samvær. Knægten kan måske også. Men jeg kan ikke.
EGENTLIG VILLE jeg have haft et fleksjob, så jeg kunne lave noget en gang imellem, men det frarådede min psykolog på det kraftigste, og han har haft ret i så meget andet, så her har han sikkert også ret. Problemet er dog, at jeg har det skidt med ikke at “lave noget”... og endnu dårligere over slet ikke at gøre noget for at tjene mine egne penge.
Flytter jeg “hjemmefra”, vil jeg få min selvagtelse og værdighed tilbage - i det mindste i et vist omfang - og det kan jo også være berigende for min yngste søn. Desuden kan jeg tillade mig at tage nogle småopgaver mod betaling uden det ødelægger min pension. Så muligheden ligger stadig i baghovedet. At prisen for det offentlige bliver væsentlig højere, end den vil være ved at betragte mig som enlig forsørger under nuværende forhold, er noget andet. For de satser på, at jeg bliver, hvor jeg er. Hverken logik eller anstændighed er med på regnearket, når staten vil straffe de, der blev svage på vejen mod graven.
Jeg har nu brugt et par år på at nedjustere min selvovervurdering og tendens til at tro, at alt er mit ansvar - eller i det mindste, at det er min pligt at sørge for, at alle har det godt og tåleligt. Sammen med den kendsgerning, at jeg ikke kan sidde helt stille og holde fuldstændig kæft, har jeg modtaget muligheden for at blogge igen med kyshånd.
“Syg stodder” er lagt til hvile, og tilbage er Johnny Larsen - manden der burde klappe kaje, men ikke gør det. Det er den mand, der fremover vil skrive blogindlæg her på Avisen.dk.
Pas godt på mig, jeg er næsten ny i trafikken.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.