Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
DER SIDDER jeg så i min lænestol. Forarget over, at franskmændene forærer en væltet cykelrytter den trøje, han lige har tabt. Aftenen forsvinder i cykeltræning med den yngste, hygge efter træningen og så en film på flimmeren, så jeg kan falde i søvn på sofaen, mens en actionhelt overdøver min tinnitus.
Næste morgen vågner jeg og sætter mig for at læse nyheder og gøre mig morsom på Twitter ved at skrive om, at Fuglsang må erklæres vinder af etapen i 2015, hvor han blev væltet af en motorcykel, og Riis skal være vinder af enkeltstarten i 1997, hvor hans cykel gik i smadder, og Hoogerland skal have etapesejren, efter han røg ind i pigtrådshegnet. Jeg skriver og trykker send. Tager en kop kaffe og åbner en netavis … så rammer det mig. I en anden fane kører Twitter på højtryk. I panik skifter jeg til Twitter og rammes igen.
En idiot har myrdet næsten 100 mennesker og såret en masse børn. En festdag i Nice blev forvandlet til et mareridt, som ingen, der var der, nogensinde vil glemme.
På Twitter og i netmedierne væltede det frem med billeder, som meget meget få behøver se for at forstå, hvor frygteligt det er at være genstand for en terrorhandling. Dækningen er total, forargelsen forudsigelig og politikerne falder over hinanden for at komme med forargelse og bemærkninger om, hvor rystede de er. Vores egen Lars Løkke Rasmussen er en af dem. Tårerne trænger sig på. Det gør ondt.
LARS LØKKE kunne sammen med medierne bruge lige så mange tårer og lige så megen dækning på ofrene for arbejdsløshed, sygdom, nedværdigelse og fattigdom. Alt sammen noget Lars Løkke hver dag står i spidsen for at sprede ud over den danske befolkning. Men der er ikke “live-dækning”. Vi ser ikke manden fra Brøndby eller manden fra Næstved dø i det selvantændte flammehav, og var der en video, ville den aldrig blive vist. Tavsheden er total og skræmmende.
Når der er terrorister på spil derimod er medierne klar til at forsyne os med mere, end vi ønsker, og dermed er medierne med til at fremme den terror, der skræmmer, lemlæster, ryster os og fylder mange af os med had. Ikke kun mod terrorister, men mod en hel religion, mens både medierne og vi andre glemmer, at alt har et udspring, alt har en årsag, og den årsag er ikke nødvendigvis religion.
Ved at døgndække følgerne af terror og berømme de “helte”, som har begået terror, gør medierne, journalisterne, sig skyldige i af skabe de næste terrorister. Der skabes myter, der kreeres endnu flere mennesker, som af uforståelige årsager er klar til at begå terror for 15 minutters berømmelse.
Omar fra Nørrebro, der endte sit liv i en blodpøl efter at have skudt og dræbt i København, var helten, stjernen på Nørrebro i et halvt døgn. Mest af alt fordi medierne bragede løs om, hvad han havde gjort og viste følgerne af det. Berettede intenst om, hvordan han undslap politiet. Han var sine venners modige helt. Ikke nødvendigvis fordi han og de var muslimer, men fordi han var en oprører. Han var James Dean, og medierne gav den gas… uden der er nogen nyhedsmæssig grund til det. Tværtimod. Årsager, baggrund, motiver druknede eller blev bare skjult, mens medierne dyrkede gys og vrede.
DET ER slet og ret medieterror, når medierne bombarderer os med konsekvenserne og rent psykologisk skaber flere terrorister, flere som er villige til at være med i finalen i de desperates X-Factor. De går fra anonyme og uønskede til for evigt huskede helte og idoler. De gjorde noget, de blev til noget.
Mediernes terrorhyldest tjener først og fremmest det formål at skabe fjendebilleder - at gøre os alle bange for en bestemt gruppe. Men terror kommer alle steder fra. Hvis medierne for alvor mente, at det var en nyhedspligt at vise de grimme konsekvenser af terror, så kan de rapportere dagligt fra Israel, Palæstina, Mexico og mange andre steder. Men det gør de ikke. Der er heller ingen medier, som beskæftiger sig med den “terror” som politikere bevæbnet med regneark, betalte jakkesæt og bestikkelse udøver på 10.000-vis af uskyldige i deres egne hjem.
Formålet er altså ikke at give os information om terror og overgreb på mennesker, men alene at skabe fjender.
Disse 10 regler fra onthemedia.org er værd at huske for os der bliver ramt af mediernes breaking-terror
- Umiddelbart efter en terrorhandling tager næsten alle fejl.
- Som altid, lokale, ikke-anonyme og bekræftede kilder har bedst info.
- Mellem alle de mange udmeldinger, skal du fokusere på dem som er stabile.
- Jo mere følelsesbetonet rapport, desto mindre troværdig er den.
- Tag ikke én eneste politiker alvorligt.
- Tjek alle eksperters baggrund og motiver.
- Hold øje med de klicheer medierne bruger:
- “Hjernen bag” forsyner terrorister med mere, end de har
- “Sofistikeret” er en overvurdering af ragnarok
- “Hidtil uset” er løgn for der er intet “nyt” i terrormetoderne. - Hele befolkningsgrupper/religioner bliver syndebukke. Ignorer altid den slags!
- Vis styrke og mod… lad være med retweete/dele. Antallet af gentagelser af fejl forveksles tit med sandhed.
- Vær tålmodig.
Naturligvis skal vi høre fra medierne, at terrorhandlinger har fundet sted, men det tjener intet formål at svælge i det, eller at bringe billeder, bare fordi de findes. Når medierne gør det (især tv) er det primært af frygt for, at andre gør det, hvis man selv opfører sig ansvarligt.
Heldigvis mistede medierne interessen for terrorangrebet i Nice, så billedstrømmen stilnede af, for 24 timer senere kunne de køre livedækning af et kupforsøg i Tyrkiet.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.