Lørdag eftermiddag måtte Midt- og Vestjyllands Politi rykke ud til en adresse i Bedsted i Thy med en indsatsleder, hundepatrulje og flere vogne.
En borger havde set, at en person gik rundt på gaden med noget, der lignede en kniv, og råbte efter de forbipasserende, at han ville slå folk ihjel.
- Vi betegner det som en mulig farlig gerningsmand og kører derop med, hvad vi har, fortæller Jesper Brøndum, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Gerningsmanden bevægede sig rundt i byen, men efter dialog med lokale fandt politiet frem til en adresse, han muligvis kunne være på.
Her blev han kaldt ud uden dramatik og anholdt. Det samme gjorde den kvindelige beboer i huset.
- Det er helt efter bogen ved en farlig gerningsmand. Der anholder man alle i huset, indtil man finder ud, hvem der er hvem.
- Hun blev løsladt med det samme, og han er også løsladt nu, fortæller Jesper Brøndum.
Anmeldelsen kom klokken 14.42 fra en borger, der så gerningsmanden gennem sit vindue. Cirka halvanden time efter var gerningsmanden anholdt.
Jesper Brøndum fortæller, at de ikke er kommet nærmere en grund til optrinet.
- Han har fået et par sigtelser, og så skrives der en social sag, så han måske kan hjælpes videre af andre myndigheder, siger vagtchefen.
Han sigtes blandt andet for brud på ordensbekendtgørelsen, men det vurderes ikke, at optrinet kan bære en trusselsag.
/ritzau/