En 21-årig kvinde blev tidligt lørdag morgen overfaldet af en 30-40 årig mand på en sti ved Paustian Møbler på Skovvejen i Aarhus.
- Han tager fat i hende, vælter hende omkuld og forsøger at trække hendes bukser af, fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi, Jan Abildtrup Jensen.
Men manden blev afbrudt i sit forehavende.
- Nogle forbipasserende råbte op, formentlig på engelsk, og det fik gerningsmanden til at flygte, siger vagtchefen.
Overfaldsmanden talte dansk og beskrives som 30-40 år og med meget lidt, formentlig mørkt, hår.
Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra folk, som måtte have bemærket noget usædvanligt i området omkring klokken 05 lørdag morgen.
- Desuden vil vi rigtigt gerne høre fra de forbipasserende, der råbte op på engelsk og fik gerningsmanden til at flygte, siger vagtchefen.
/ritzau/