Nu ser det ud til, at Fyns Politi har fundet gerningsmanden til skudepisoden fredag morgen mod et hus på Folehaven i Svendborg.
Politiet oplyser til TV 2, at de har anholdt en mand, der sættes i forbindelse med skyderiet. Der blev affyret syv skud mod hjemmet, hvor en kommunalt ansat bor.
"Vi har anholdt en 45-årig mand, der formentlig vil blive sigtet for drabsforsøg i forbindelse med skudepisoden," siger Per Sterobo fra Fyns Politi til TV 2.
Manden, der bor i huset, er ansat i Otterup Kommunes borgerservice, hvor han afslører socialt snyd, og politiet tror, at motivet kan være forbundet til hans job.
Mere ved de dog ikke på nuværende tidspunkt.
"Han er endnu ikke blevet afhørt, så vi kender ikke hans forklaring," siger Per Sterobo.
Manden vil blive fremsat i grundlovsforhør fredag aften eller lørdag formiddag, oplyser politiet.
Kilde: TV 2