Det går den forkerte vej med at stoppe sygdommen mæslinger i Europa.
Verdenssundheds-
organisationen, WHO, advarer nu om en regulær epidemi med den potentielt farlige virus.
Over 26.000 nye tilfælde er blevet diagnosticeret i årets første syv måneder, oplyser WHO.
Sammenlignet med samme periode i 2007 er der tale om en stigning på 276 procent.
"Vi beder ladende om at reagere på epidemien," siger Zsuzsanna Jakab, regional direktør for FN-organisationen i Europa.
WHO har som mål at have udryddet mæslinger i 2015. Men med de nye udbrud er det tvivlsomt, om det lykkes.
"Mæslinger er ikke den harmløse infektion, som nogle mennesker tror, det er. Og der, hvor vi kan forhindre sygdom og død, er vi nødt til at sætte ind," siger Zsuzsanna Jakab.
Mæslinger har ført til ni dødsfald i Europa i år. Syv af de døde var over 10 år.
Værst er det gået ud over Frankrig, der har diagnosticeret 14.025 tilfælde i årets første syv måneder.
WHO anbefaler, at borgere i alderen 15 til 30 år undersøger, hvorvidt de er immune over for mæslinger. Og hvis ikke, at de så bliver vaccineret.
Mødre i alderen 40 til 60 år anbefales at tjekke deres børns vaccinationskort. Det er vigtigt, at børn får vaccinen over to doser.
Kilde: WHO