Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det må den mexicanske målmand Hector Reynoso have tænkt, da han truede en modspiller med svineinfluenza.
Målmanden, der spiller for Chivas Guadalajara, spyttede på modstanderen, Sebastian Penco fra chilenske Everton, og fortalte ham, at han var smittet med influenzaen.
Det mexicanske fodboldforbund ser alvorligt på episoden, og derfor er Hector Reynoso nu blevet udelukket på ubestemt tid indtil videre. Karantænens længde bliver fastlagt i de kommende dage.
"Situationen, beklagelig nok i sig selv, blev mere alvorlig af risikoen for smitte med svineinfluenza," siger en kilde fra det sydamerikanske fodboldforbund ifølge Ekstra Bladet til Eurosport.
Reynoso har efterfølgende undskyldt episoden over for Sebastian Penco. Flere af målmandens holdkammerater har fortalt, at de blev mobbet med sygdommen under hele kampen.
Opgøret endte 1-1, men returopgøret i Mexico er blevet udskudt - på grund af svineinfluenzaen.