Lundbecks potentielle lægemiddel mod Alzheimers, Idalopirdine, har ikke klaret skærene i et stort studie, der skulle vise, om det virkede mod den udbredte sygdom.
Det sender aktien i medicinalselskabet i et styrtdyk fredag morgen. Efter et kvarters handel falder aktierne i Lundbeck med 16 procent til 228 kroner.
I kroner og ører svarer det til, at Lundbeck er blevet ni milliarder kroner mindre værd.
- Vi var godt klar over, at det er en risikabel forretning, men derfor er det stadigvæk skuffende, når stoffet ikke viser effekt, siger forskningsdirektør i Lundbeck Anders Gersel Pedersen til Ritzau Finans.
Idalopirdine havde ellers nået de store og afsluttende studier, såkaldte fase 3 studier, i udviklingen mod Alzheimers.
- Dette her var et af de helt store håb for Lundbeck. Der er ikke kommet nye midler mod Alzheimers i over ti år, så markedet skriger på nye produkter.
- Så det er et marked, der for alvor vil være lukrativt for dem, der kommer igennem nøglehullet. Men med denne her nyhed ser det meget usandsynligt ud, at det bliver Idalopirdine, siger aktieanalytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen.
Han estimerer, at midlet kan være syv milliarder kroner værd for Lundbeck om året, hvis det kommer på markedet. Men sandsynligheden for det sænker analytikeren nu til 10 procent.
Lundbecks aktier er fordoblet på to år og siden sidste år har selskabet redet på en bølge efter den nye administrerende direktør Kåre Schultz har skåret til.
- Det er klart den største skuffelse, siden Kåre Schultz kom til. Det sagt, så forventer jeg ikke, at det vil ændre på den overordnede strategi, siger Søren Løntoft.
Efter nyheden har Alm. Brand Bank sænket sit kursmål på aktierne i Lundbeck med 30 kroner til 270 kroner per aktie. Handelsbanken har sænket sin anbefaling til "sælg".
/ritzau/