Præsidenten i Belarus, Aleksandr Lukasjenko, siger, at Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, er i Rusland - ikke i Belarus. Det skriver AFP.
- Hele sagen omkring at få lejesoldaterne i Wagner-gruppen omplaceret er ikke blevet løst, siger Lukasjenko ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Ifølge dpa siger han, at "Prigozjin er tilbage i Rusland efter et kortvarigt eksil i Belarus, mens hans soldater fortsat er i deres lejre".
- Prigozjin er absolut fri, siger Lukasjenko og tilføjer, at "præsident Vladimir Putin ikke vil gøre det af med Prigozjin."
Lukasjenko siger, at han vil drøfte Prigozjin med den russiske præsident ved et kommende møde.
Lukasjenko tilbyder nu Ukraine og Rusland at indlede fredsforhandlinger, uden at der på forhånd stilles betingelser.
Han siger også, at et vist antal russisk atomsprænghoveder er blevet flyttet til Hviderusland.
Wagner-gruppen fortsatte med at rekruttere soldater på tværs af Rusland få dage efter et kortvarigt mytteri, der rystede Rusland og fik Putin til at fremsætte advarsler om en mulig borgerkrig.
Oprøret blev afblæst for at "undgå at udgyde russisk blod" med en aftale, der blev sat i stand af Lukasjenko. Det har BBC dokumenteret på baggrund af telefonsamtaler med rekrutteringscentre tilhørende den private militære gruppe.
Under oprøret sent fredag den 23. juni og lørdag den 24. juni sagde lederen af lejesoldaterne i Wagner-gruppen, at han ville afsætte den russiske militærledelse, efter den russiske hær angiveligt angreb hans folk.
Russisk efterretningsvæsen startede efterforskning om væbnet mytteri. Og så fulgte et russisk vanvidsdøgn, der rystede Putin-regimet.
Efter oprøret hed det, at Wagner-gruppen skulle opgive forpligtelserne til den paramilitære gruppe og i stedet kommet på kontrakt i den russiske stat. Tilsyneladende har oprøret dog ikke haft de store konsekvenser for den private hær.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP