Hvis en udviklingshæmmet kriminel, der er dømt for sexovergreb mod børn, forsøger at komme i kontakt med børn via internettet, så har man hidtil ikke kunne gøre så meget ved det.
Nu betyder en lovændring imidlertid, at det fremover bliver muligt at overvåge dømte udviklingshæmmedes internetbrug og eventuelt konfiskere deres computer, hvis de er på gale veje.
Det vækker glæder hos dem, der arbejder med de kriminelle udviklingshæmmede.
- Vi har i årevis ønsket og arbejdet for en lovændring, fordi medarbejderne på de bosteder, hvor kriminelle udviklingshæmmede er dømt til anbringelse, ikke kan gribe ind, selv om de har mistanke om, at den udviklingshæmmede begår ny kriminalitet, siger formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen.
- For eksempel kan en pædofilidømt udviklingshæmmet over nettet true og forulempe børn, uden at medarbejderne på bostedet kan inddrage hans computer, siger han.
Det er netop sådan en sag, der har været medvirkende årsag til, at loven nu ændres.
I sagen, der har været omtalt i TV2 Nyhederne, fortalte en mor, hvordan hendes 10 årige datter fik tilsendt nøgenbilleder fra en udviklingshæmmet mand, der var dømt for pædofili.
Den udviklingshæmmede mand bor på specialinstitutionen Kofoedsminde, hvor man i mange af den slags tilfælde ikke har kunnet fjerne adgangen til en computer.
- Vi har oplevet, at der er beboere, som har misbrugt deres computere, og så henvender vi os til politiet, siger Hans Christian Hansen, som er forstander på Kofoedsminde, til TV2 Nyhederne.
- De kan så komme og inddrage den computer, som er blevet brugt. Men så kan beboeren have en computer mere - og den kan de ikke tage, fortæller Hans Christian Hansen.
Lovændringen betyder imidlertid, at det nu bliver muligt at gribe ind.
- Og det er måske ikke så mange sager, det drejer sig om, men hver sag er til gengæld meget alvorlig, siger Benny Andersen, som understreger, at de nye muligheder også vil være en hjælp for de udviklingshæmmede.
- Vi kan nu hjælpe dem med at holde sig ude af den slags kriminalitet, siger Benny Andersen.
/ritzau/