Indtil videre må badeglade gæster på stranden ved Remmerstrand holde sig inde på land.
- Risikoen ved at bade er, at der kan være bakterier eller virus i vandet, der kan gøre dig syg - særligt hvis du kommer til at drikke noget af det.
Det siger Morten Corneliussen, leder af Natur- og Miljøafdelingen hos Lemvig Kommune, til Lokalavisen Lemvig.
Vandprøver viser, at der er fundet E. coli-bakterier bakterier i badevandet. Derfor fraråder Lemvig Kommune nu al badning på stedet.
En ny vandprøve skal vise, om forureningen stadig er der, og så vil Morten Corneliussen forsøge at finde årsagen til den fækale forurening.