Det var bestemt ikke med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) gode vilje.
Men her til eftermiddag gjorde han det i Folketingssalen klart, at han bakker op om den næse, som finansudvalget torsdag gav udenrigsminister Lene Espersen (V).
"Det korte af det lange er, at udenrigsministeren på eget initiativ, da sagen opstod, og af egen drift skrev til Folketingets formand og beklagede," siger Løkke.
Han tilføjede, at både han og udenrigsministeren har taget den hårde kritik til efterretning.
"Ministre skal svare præcist og sanddrueligt," slår Løkke fast.
Svaret kom efter gentagende spørgsmål fra socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødsskov.
"Er statsministeren enig med Folketingets finansudvalg i, at udenrigsministeren ikke udtalte sig i tråd med ministeransvarsloven?," spørger han.
Den nølende opbakning til kritikken af Espersen fik de radikales leder, Margrethe Vestager, til at konkludere:
"Det betyder på politikersprog, at man er enig," påpeger hun, uden at blive modsagt.
Lars Løkke var onsdag i folketingssalen til den såkaldte spørgetime.
Her blev han afkrævet svar i en række af de sager, som i øjeblikket gør livet surt for regeringen.
Udover den lange næse til Espersen ville Enhedslistens Per Clausen i sagen om overbetaling til de private sygehuse vide, om statsministeren kan bekræfte, at der har raset en krig mellem ministerierne om overbetalingen.
Men det afviser Lars Løkke Rasmussen.
"Der var ikke nogen konflikt," siger han, og tilføjer:
"Om jeg så var i livslangt samråd så ville hr. Per Clausen aldrig være tilfreds."
Statsministeren har noget opsigtvækkende afvist at møde op til flere åbne samråd i sagen om overbetaling.
Under eftermiddagens debat argumenterede han for sin beslutning, at han har svaret på alle de spørgsmål, som har været fremme.