Den 36-årige kvinde, der søndag eftermiddag blev fundet død i vandkanten ved Vigsø Strand nær Hanstholm i det nordvestlige Jylland, døde som følge af drukning.
- Det har vi netop fået underretning om fra retsmedicinerne, efter at kvindens lig er blevet obduceret, oplyser vicepolitikommissær Andreas Søgaard fra Nord- og Vestjyllands Politi mandag eftermiddag til bt.dk.
- Vi betragter det som et tragisk dødsfald, hvor der ikke har været tale om en forudgående forbrydelse. Derfor stopper vi nu den videre efterforskning, tilføjer efterforskningslederen.
Kvinden forlod sit hjem for at vaske tøj, men vente aldrig tilbage.
Hun blev i stedet fundet cirka 800 meter fra Vigsø Bugt Feriecenter, hvor hun boede sammen med sin mand og parrets to mindreårige børn.
Kvinden var blot iført cowboybukser og bh, og det har fået politiet til at undersøge, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.
/ritzau/