Vi havde "premiere" på Cirkusrevyen i går - torsdag den 14. maj – altså hvis alt var ved det normale, men det er det som bekendt ikke.
Hvis vi overhovedet kommer i gang, så har vi premiere i september, men det kræver en hulens masse dispensationer. For hvordan skal vi lave en revy, når 13 medvirkende skal holde sig en meter fra hinanden? Det kan jo ikke lade sig gøre, men selv om revyerne aflyser landet over, de har jo ikke andre steder at være, så har vi trods alt stadig et sted at være – teltet på Bakken, og salene ude i landet, men det kræver også dispensation, og den har vi ikke – endnu.
I starten sagde vi alle til hinanden, at "nåå ja, - det går sgu nok det hele, og vi når det". Men det gør vi ikke, når vi ikke kan få besked om noget fra nogen. Og noget helt andet er, at en revy, som skulle have haft premiere i går, den er jo noget anderledes end den, som måske får premiere i september eller senere endnu.
Alt aktualiteten forsvinder jo som dug for solen. Det, som skete og var sjovt i marts, er ikke lige så sjovt til efteråret. Og skulle man lave en revy nu på aktualitet, så skulle det hele handle om corona, og hvor muntert er det?
Og det er lidt besværligt at være sammen omkring computerne, når jeg mødes med mine skuespillere og forfattere. Vores arbejde er så kammeratpræget, og der bliver jo "født" ting og sager ved prøverne og i vores gode samvær, når vi er sammen – og ikke så meget derhjemme i isolationen.
Stor forsigtighed
Jeg er 74 år og ganske klar over, at jeg er i farezonen, så min corona-tid har været præget af yderst stor forsigtighed. Jeg har vasket hænder konstant, sprittet mig af, holdt to meters afstand til folk, når jeg handlede – og her havde jeg i øvrigt handsker på hele tiden.
Selv mine børn og børnebørn var jeg isoleret fra. På et tidspunkt kom de forbi, hvor jeg ikke kunne kramme dem eller noget, men de stod ude i haven, hvor jeg så kastede slik ud til dem, som jeg havde pakket ind i folie. Det synes de var sjovt.
Og jeg har også fået nydt et forår for første gang i årtier. I mit sommerhus i Hornbæk, hvor jeg har været sammen med de naboer, jeg ikke vidste, jeg havde. Vi har nydt det i haven med vin og to meters mellemrum. Og jeg har fået ombetrukket en sofa, og jeg kender en, som skal bygge en carport.
Rykket tilbage i tiden
Det er som om, vi er kommet ned i gear, og det er sundt på mange måder. Sidste år medvirkede jeg med noget af min familie i TV2's ”Kærlig hilsen 1958”, hvor jeg besøgte min gamle lejlighed. Dengang var jeg 12 år, og jeg husker tydeligt, at der ikke var så meget at lave, og i dag minder mig lidt om tiden dengang. Man har ikke så mange planer. Det er lidt som om, vi er rykket tilbage i tiden.
Og ja, luften er selvfølgelig gået lidt ud af ballonen – det er jo op til direktøren i sidste ende (Torben Træsko Pedersen, red.), om han vil trække stikket på revyen nu, eller om vi skal kæmpe videre. Jeg skal snart mødes med mine skuespillere i revyen (Ulf Pilgaard, Niels Ellegaard, Mille Lehfeldt og Carsten Svendsen) oppe i mit sommerhus til en middag med god vin og en meters afstand til. Det glæder jeg mig til, og så må vi se, om vi kan redde stumperne. Indtil videre er der ikke så meget, vi kan gøre.
Bortset fra at grille...
Lisbet Dahl, skuespiller, instruktør og fast chef for Cirkusrevyen siden 2001. Foto: Scanpix