Siden jeg var helt lille, har jeg været absurd bange for hajer. Min mor måtte gennemgå alle bøger for at se, om der skulle gemme sig et billede af en haj et sted, og én gang smed jeg en bog fra mig med et hyl, fordi der var et stiliseret billede af en hval – altså et af den slags, man satte på gamle søkort som udsmykning, men altså for 8-årige Sebastian lignede "Dødens Gab" på steroider.

Min mor måtte tape tykt pap over den stakkels hval, før jeg turde lægge hånd på værket igen. Så selv uden en kandidatgrad i psykologi, vil jeg påstå, jeg har en hajfobi.

Nu er jeg ved at udvikle en fobi mere – ikke over for corona, selv om det er stressende, at viruspartiklerne fiser omkring i kvarteret.
For det er jo ikke en irrationel frygt, på linje med dengang, jeg fik et mindre panikanfald i Ringsted Svømmehal, til trods for, at der er registreret et yderst begrænset antal hajangreb lige på den matrikel.

Det kan man ikke sige om coronasmitte, i hvert fald ikke hvis ens matrikel ligger i et byområde. Så passerer man dagligt inficerede personer på gaden. Så det er en hel reel bekymring for at skulle sidde 14 dage i karantæne og lokke kæresten til at lufte hunden, for slet ikke at tale om at man risikerer at …. Nå ja, dø!

Frygt for folkemængder

Så min nye fobi er ikke for at blive smittet, men dog coronarelateret: Jeg er ved at udvikle en frygt for folkemængder. For jeg har det lidt med smitten som jeg har det med at blive prikket med en nål: Jeg frygter for øjeblikket, hvor den glider ind.

Så jeg har fået en fobi for folkemængder, der primært aktiveres af høje lyde.

Og jeg husker på intet tidspunkt at have hørt, at en bivirkning ved coronasmitte var manglende kontrol med sin stemmestyrke. Alligevel kan jeg mærke hele min krop gå i alarmberedskab, når folk råber til hinanden, eller bare går pjattende og grinende gennem et supermarked.

Det er ikke fordi, jeg føler, vi alle sammen skal gå omkring i dyster tavshed med sænkede blikke, lige til der kommer en vaccine. Jeg tror bare, jeg forbinder ubekymrethed med manglende omtanke, så når 5-7 mennesker tager på indkøb sammen og står og råber til hinanden på tværs af butikken, så ser jeg straks for mig, hvordan de tidligere har rendt og slikket på henkastede øldåser og engangsbestik i de korte pauser, de holder fra at tungekysse vildtfremmede forbipasserende.

Alt skrider

Eller rettere - plejede - at se for mig. Nu har jeg lært at det bare er min forældede hjernes forsøg på kontrollere en situation, den ikke er bygget til. Men derfor farer jeg alligevel sammen, når en eller anden familiefar med hele familien på slæb, vender sig om fra en kølemontre og brøler ”har vi mææææælk?!” udover hele butikken. For min fobi hvisker ”måske har han ikke mælk, men han har garanteret corona”.

Selv om min bevidsthed er klar over, det er forkert at dømme ham, så kan jeg ikke lade være med at føle at i dét øjeblik skrider det hele, fordi andre er mindre forsigtige end mig, men den fornemmelse er ikke sand: Langt de fleste er pligtopfyldende og gør præcis, som vi får besked på af sundhedsmyndighederne. Vi er et folkeslag, der ikke bare er gode til at stå i kø, men nu også til at stå i kø med respektfuld afstand.

Vi sætter os selv til side, og gør som vi får besked på, men vores hjerne søger det, der skiller sig ud. Derfor ser vi de skødesløse, hører festerne, mærker disrespekten. Men det er de få, og vi mange har holdt reglerne og brudt smittekæderne.
Det skal vi være stolte af, og jeg vil hellere have en ekstra fobi end se vores sundhedsvæsen kollapse. Eller se en haj. Gudskelov at svømmehallerne stadig er lukkede.