Normalt bliver jeg en lille smule indebrændt af at scrolle på de sociale medier. Jeg hører til typen, som virkelig ikke bryder mig om hverdagsforherligelse, og som på en dårlig dag kan blive nærmest aggressiv af endeløs selvpromovering: Se mig, se mig, se mig. 

Jeg har af flere omgange slettet både Facebook og Instagram, men er alligevel blevet for nysgerrig – og er med mine teenagedøtres gøren og laden som undskyldning  vendt tilbage gang efter gang.

I dag tager jeg mig selv i ligefrem at nyde en rundtur i cyberspace.

Først ved jeg ikke, hvad det er, der gør fremmede menneskers surdejsboller eller hjemmelavede silkepapirsblomster mere charmerende end de plejer. Måske keder jeg mig bare lidt mere end vanligt. Her, hvor alt er vendt på hovedet, og verden sat i stå.

Der var så meget at glæde sig til

Der var ellers så meget at glæde sig til her i foråret. Sammenkomster, sportsstævner, familiefester og spændende arbejdsopgaver. Alt aflyst eller udskudt  på ubestemt tid.  Og det satte vores allesammens forældreevner på prøve, ikke blot at skulle tilbringe døgnets fireogtyve timer sammen med vores børn, men også at skulle undervise dem, sørge for rigelige mængder kropslig udfoldelse, nogenlunde ordentlig mad og et tåleligt miljø, hvor ingen kom til skade eller slog andre familiemedlemmer ihjel. Og alt det midt i eget arbejde eller frustrerende mangel på samme.

Hjemme hos mig, er det endelig ved at finde et leje. Efter dage med børn, der var skuffede over ikke at kunne komme til basket, til gameraften eller sleep-over med klassen. Dage med alt for meget kage, rødglødende skærme og endeløse skænderier. Og dage, hvor jeg lettere nervebetonet var nødt til at ty til den kølige hvidvin med skruelåg  allerede ved 16-tiden, er det nu endelig ved at finde et leje. Dagsplanen hænger på køleskabet, måltiderne serveres stabilt, der er indført skærmtid, faste sengetider og skemalagt motion i det fri.

I samme båd

Og så tager jeg mig også selv en velfortjent pause ind imellem. Et lille spil Wordfeud eller en tur på sociale medier, hvor jeg ligefrem opløftes og føler mig mindre alene. Her deles og rækkes ud. Folk skåler, danser, synger, hjælper og støtter hinanden midt i det, der virker absurd, uhyggeligt og surrealistisk. Vi er i samme båd, og vi skal passe på hinanden, lyder budskabet igen og igen. På sin vis næsten rørende.

I mit feed er der stadig de selvfede opslag. Stadig ligegyldige selfies med filter og trutmund. Stadig billeder af stramme mavemuskler og flotte stuer. Men der er længere i mellem. Til gengæld er hudløs ærlighed blevet en nødvendighed, som honoreres, når store som små rækker ud, og beder om en hjælpende hånd. Det er ok at være på røven. Det er ok at være mast. Og det er ikke pinligt at bede om hjælp. 

Faktisk er det som om, at sociale medier her midt i en verdenshistorisk tankestreg, faktisk er blevet – ja,  sociale.

Jeg aner ikke, om naturen har en intelligens, om Gud altid har en plan, eller om det er hvidvinen i mit blod, men jeg må bare konstatere, at det på visse punkter er meget klædeligt for menneskeheden med en krise. Jeg bliver i hvert fald på både Facebook og Instagram lidt endnu.