14. januar kunne dronning Margrethe fejre 50 år på tronen, men på grund af coronaen blev kun den officielle del af fejringen gennemført.
Nu er det imidlertid blevet tid til den mere folkelige del, som finder sted den 10. og 11. september. Det skriver TV2 i en pressemeddelelse, hvor de også løfter sløret for værterne og en del af indholdet.
- Fejringen kulminerer søndag aften 11. september i et stort, direkte gallashow i Riddersalen på Christiansborg med Nikolaj Lie Kaas som vært. Han vil tage os igennem en aften, hvor der både er plads til tårer og grin, og en række store danske kunstnere kommer på scenen for at hylde vores dronning, fortæller Svend Rasmussen, der er TV 2-redaktør for gallashowet.
Ud over nye og gamle klip fra dronningens regeringsperiode samt hilsner fra danskerne til regenten, vil der være optræden af blandt andre Thomas Helmig, Malte Ebert, Clara, Hjalmer, Iris Gold, The Antonelli Orchestra og Jan Gintberg.
Gallashowet begynder kl. 20 og sendes direkte på TV2.