Libanons premierminister, Najib Mikati, siger, at han har tilbudt at gå af efter fredagens bilbombe i Beirut. Men landets præsident har bedt ham om at blive.
- Præsident Michel Suleiman har anmodet ham om at blive en periode, hedder det i en officiel erklæring til de nationale medier.
Libanons oppositionsblok har opfordret regeringen, der omfatter ministre fra det militante Hizbollah, til at træde tilbage.
Mikati fremsatte udtalelsen, mens Libanons regering var samlet til et krisemøde på baggrund af fredagens bilbombe, som angiveligt dræbte otte og sårede over 80.
Bilbomben sættes i forbindelse med Syrien og forstærker en splittelse i Libanon, mellem tilhængere og modstandere af regimet i Damaskus.
Libanons regering er domineret af den magtfulde shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som har erklæret lørdag for sørgedag.
Bombeeksplosionen i det overvejende kristne distrikt Ashrafieh førte til demonstrationer sent fredag og igen lørdag i Beirut.
To libanesiske politikere, Saad al-Hariri og druserlederen Walid Jumblatt, har åbent beskyldt den syriske præsident for at stå bag angrebet.
- Regeringen må gå af. Premierminister Najib Mikati bør træde tilbage øjeblikkeligt, siger Ahmad al-Hariri, der er generalsekretær for tidligere premierminister Saad al-Hariris oppositionelle Fremtidsbevægelse.
Libanons efterretningschef, Wissam al-Hassan, var blandt de otte dræbte. Hans død har sendt chokbølger gennem det politiske liv i Libanon.
Han vil blive begravet søndag ved siden af Saad al-Hariris far, Rafik al-Hariri, der har været libanesisk regeringschef, og som blev dræbt af en bilbombe for syv år siden i Beirut.
Den anti-syriske opposition har opfordret til en massedemonstration i forbindelse med begravelsen.
Kilde: AFP