Ritzau
Opdateret kl. 19:08
Letlands nationalbankdirektør er tirsdag blevet suspenderet, efter at han forleden blev anholdt af korruptionspoliti på en anklage om bestikkelse.
Det meddeler premierminister Maris Kucinskis' kontor.
Kucinskis har tirsdag sagt, at anklagerne mod Rimsevics kommer fra Norvik Bank, hvor Anders Fogh Rasmussen sidder i bestyrelsen.
Nationalbankdirektør Ilmars Rimsevics, som også er medlem af styrelsesrådet hos Den Europæiske Centralbank (ECB), suspenderes, mens regeringens antikorruptionsenhed undersøger mistanken imod ham.
Anklagen går på, at bankdirektøren skal have bedt om 100.000 euro i bestikkelse.
Rimsevics har siddet fængslet hen over weekenden. Han har sagt, at han er offer for en smædekampagne.
Det skyldes ifølge den korruptionsanklagede bankdirektør, at han har stået i spidsen for et initiativ med oprydning i en korrupt banksektor.
Han har nægtet at træde tilbage.
- Jeg har hverken krævet eller modtaget bestikkelse, har Rimsevics sagt på en pressekonference.
I stedet er han - ifølge sin egen forklaring - blevet offer for lettiske bankers forsøg på at ødelægge Letlands omdømme.
Banksektoren i det baltiske land er blevet rystet de seneste dage, med påstande fra USA om at banker i landet har været involveret i hvidvaskning og brud på sanktioner mod Nordkorea.
Norviks Banks russiske ejer, Grigorij Guselnikov, har ikke fremlagt beviser for korruption, har premierministerens sagt.
Kucinskis har sagt, at han ikke kan udelukke, at anklagerne mod nationalbankdirektøren er et forsøg på at skade Letland.
Norvik Bank har ikke været tilgængelig for en kommentar ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/Reuters