David Trads er journalist og forfatter.
FORLEDEN holdt Anders Fogh Rasmussen forelæsning på Økonomisk Institut på Københavns Universitet – og den handlede, naturligvis, om, hvor fantastisk en statsminister, han var. Her er den korte version:
Jeg gjorde alt rigtigt!
Jeg lavede ingen fejl!
Jeg fortryder intet!
Jeg er den dygtigste statsminister nogensinde!
Tja, man må lade Fogh, at han i hvert fald er den regeringschef, vi har haft, som praler mest, og at han er den statsminister, som reflekterer mindst over sin indsats.
Der er ikke noget at komme efter, som den monotone Venstre-mand altid kedsommeligt messer.
Tillad mig et kort øjeblik – inden jeg giver ordet til ham selv og hans pralerier – at minde om bare de tre største fejl, fatale fejl, som han påførte Danmark i de alt for mange år, hvor han var statsminister i 2000’erne:
For det første massakren i Skat:
Fogh har – siden han selv blev fældet som skatteminister i 1992, fordi han ikke havde styr på skatteopkrævningen – ønsket at gøre Skat mindre. Som statsminister stod han derfor i spidsen for en udsultning af Skat, som mistede enorme resurser til at sikre, at folk betalte skat.
I dag kender vi alle resultatet – for Skat er kollapset; milliarder, der burde have været betalt, er blevet hos især velhavere; andre milliarder er fejlagtigt røget til udenlandske spekulanter; og en Skattekommission er nedsat til at finde ud, hvad pokker der gik galt.
Svaret er, at der gik Fogh i det. Han massakrerede Skat. Det var en fatal fejl.
For det andet krigen i Irak:
Fogh – der, som en anden puddelhund så gerne ville op i skødet hos George W. Bush – trak Danmark med i den Irak-krig, som var ulovlig, forkert og som siden har kostet mere ballade end noget andet i forhold til vores sikkerhed.
For nylig kaldte Fogh krigen for en ’detalje’, som Folketinget ikke kunne blive enig om. En detalje? Er han gået fra forstanden? Irak-krigen er den værste udenrigspolitiske beslutning siden Anden Verdenskrig. Den næstværste? Det var håndteringen af Muhammed-krisen.
Der gik igen Fogh i det. Han ville smiske for USA. Det var en fatal fejl.
For det tredje hans fravær af økonomisk ansvar:
Fogh vil så gerne have ros for sin økonomiske politik, fordi han selv synes, han var så dygtig. Det piner og plager ham, at hverken hans egne partifæller i Venstre eller nogen sanddruelig økonom i kongeriget er enig med ham. De synes alle sammen, at han soldede opsvinget væk.
2000’erne var en økonomisk højkonjunktur. Ansvarlige politikere bruger den slags til at rettidig omhu – altså dæmpe væksten, så den ikke går amok. Fogh, som den simple populist han var og er, hældte i stedet skattelettelser og billigere huslån ud over markedet.
Der gik Fogh i det. Han ville være Julemanden. Det var en fatal fejl.
Nå, jeg lovede – efter dette lille sammendrag af Foghs allerværste fejl – at give eks-statsministeren ordet til sidst:
Da han forleden på Københavns Universitet forsøgte at tale sig uden om, at han stak af fra gaveboden, da dens konsekvenser (boligboblen) førte til finanskrise, recession og enorme problemer, fejede han hovent kritikken af banen med disse ord:
”I forhold til finanskrisen har jeg ingen fortrydelser. Overhovedet. Vi gjorde, hvad vi kunne… Selv hvis jeg havde vidst, at finanskrisen ville komme, var der intet, jeg ville have gjort anderledes.”
Sådan taler en politiker, der bare praler og praler, og som aldrig, aldrig, aldrig vil anerkende en eneste fejl.
Jeg glæder mig kun over en ting:
At Fogh i dag ingen politisk magt har.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.