Der var "ingen våben" om bord i det syriske passagerfly, der var fløjet fra Moskva, og som blev tvunget af Tyrkiet til at lande i Ankara lufthavn.
Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.
- Vi har ingen hemmeligheder, konstaterer Lavrov.
- Der var selvfølgelig ingen våben på flyet, og der kunne ikke være nogen. Der var en last, som en lovlig russisk leverandør sendte på en legal måde til en legal kunde, siger han.
Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan, oplyste torsdag, at man i det syriske fly havde fundet våben og ammunition fra Rusland.
Det syriske passagerfly blev tvunget ned i Ankara onsdag.
/ritzau/Reuters