Lars Bak glæder sig til at komme i gang med Giro d'Italia, men man kan ikke påstå, at danskeren har forberedt sig fokuseret og målrettet mod 1. etape.
Fredag, da alle andre hold trænede på den aflukkede rute i Herning, var danskeren og hans belgiske mandskab Lotto-Bellisol fraværende. Der var åbenbart for langt fra hotellet i Horsens til Herning, hvor den 8,7 kilometer lange rute ligger.
- Jeg vil prøve at køre så hurtigt, jeg kan. Jeg kan forstå, at folk væltede rundt herinde i Herning i morges, men vi var ikke ude at træne på ruten, for vi bor i Horsens. Jeg vil køre alt, hvad jeg kan, og vi må se, hvad det bliver til.
- Jeg har ikke kørt så meget på min enkeltstartscykel på det seneste, men jeg giver fuld gas, og jeg er motiveret. Vi trænede holdløb i dag, og det var en god prøve, siger Lars Bak.
Lotto-Bellisol har ingen store favoritter til 1. etape, men holdchefen håber på, at Bart de Clercq kan køre for det samlede klassement.
Bak har dog en fri rolle, og han håber at kunne køre for en etapesejr undervejs i det tre uger lange cykelløb.
- Det bliver spændende her på dansk grund, hvordan vejr og vind udvikler sig. Jeg håber, at jeg kan komme i udbrud på en af dagene. Det kan også godt være, at man skal vente til senere i løbet.
- Nu er vi trods alt på dansk grund, så man er nødt til at vise fanen lidt, men det kommer også an på, hvordan benene har det, siger Lars Bak.