I sagen om manden, der sandsynligvis blev tævet ihjel i Aalborg, har Vestre Landsret ændret byrettens afgørelse.
En dommer i Aalborg fængslede i tirsdags den mistænkte i to uger, men nu har landsretten sagt, at manden skal berøves friheden i fire uger, mens politiet efterforsker videre.
Det var i mandags, at en 59-årig mand blev fundet liggende død i en lejlighed på Kastetvej.
En taxichauffør slog alarm. Han havde været oppe i lejligheden for at få nogle penge, han havde til gode, oplyste ekstrabladet.dk forleden.
I lejligheden lå offeret i en blodpøl ved fjernsynet, mens hans kammerat sad i sofaen med en tredje person.
Kammeraten, der er 56 år, har nægtet sig skyldig. Han har sagt, at han intet husker.
- Der er ikke kommet noget frem, som fortæller om motivet, siger vicepolitiinspektør Lars Nørskov Jørgensen i Nordjyllands Politi.
Kendelsen om fængsling skyldes, at der er en begrundet mistanke om, at den 56-årige har gjort sig skyldig i vold med døden til følge.
Politiets sigtelse drejer sig om manddrab, som straffes hårdere end dødsvold.
Offeret havde 19 læsioner. Blandt andet var venstre side af hans ansigt knust.
På kammeratens støvler har politiets teknikere fundet både blod og hår.
/ritzau/