Det har været nogle ærgerlige dage for KIF Kolding København-profilen Bo Spellerberg.
I sidste uge blev playmakeren vraget til Ulrik Wilbeks landshold, og nu må han så konstatere, at han i den næste måneds tid også kommer til at se sit klubholds kampe fra tilskuerpladserne.
Ifølge JydskeVestkysten kæmper Bo Spellerberg i lighed med holdkammeraten Lukas Karlsson med skulderproblemer, og derfor er det nu planen, at begge skal sidde udenfor i de kommende ligakampe mod Ribe/Esbjerg, Århus Håndbold og Skive.
- Det bliver en blanding af styrkeøvelser og helt specifikke behandlinger fra fysioterapeuten, forklarer Bo Spellerberg til avisen om de uger, der venter.
Skulderproblemerne er ikke nye, men er nogle, Spellerberg har kæmpet med siden foråret.
Med ham og Karlsson på sidelinjen må træner Peter Bredsdorff-Larsen bruge fantasien for at finde en playmaker i de kommende kampe.
Senest forsøgte han sig i weekendens EHF Cup-kampe mod Lovcen fra Makedonien med Kim Andersson som spilstyrer og Kasper Irming som højre back.