Liberal Alliance stiller sig nu bag regeringen i ønsket om at afskaffe værnepligten op. Det fastslår partileder Anders Samuelsen.
Ordningen giver ikke længere mening, siger partileder Anders Samuelsen:
- Værnepligten hørte en anden tid til. I dag skal Danmark have et moderne og smidigt forsvar, og der er ikke længere brug for at indkalde titusindvis af unge mennesker, siger han og fortsætter:
- Vi kan allerede i dag se, at forsvaret er i stand til at tiltrække dygtige frivillige, og det er den linje, vi bør fortsætte i forsvarspolitikken.
Anders Samuelsen kalder værnepligten et indgreb i borgernes frihed, som ikke bør opretholdes, hvis den ikke længere er strengt nødvendig.
Forsvarsminister Nick Hækkerup mødes mandag med partierne bag forsvarsforliget. Her vil han fremlægge et forslag om at afskaffe værnepligten. Det sker som en del af et samlet forsvarsudspil, hvor der i alt skal spares 2,7 milliarder kroner.
Rent teknisk kan man kun gøre værnepligten til fortid ved at ændre i grundloven. Derfor taler regeringen i stedet om at "suspendere" værnepligten.
Og det er Dansk Folkeparti imod, siger partiets forsvarsordfører, Marie Krarup.
- Det ville kræve en accept i befolkningen. Det er ligesom når man for eksempel har indført SU, så kan man ikke bare fjerne det igen. Så har folk vænnet sig til det. Det er meget, meget svært, siger hun.
Selv om Dansk Folkeparti ikke vil afskaffe værnepligten, så vil partiet gerne være med til at finde besparelser på forsvaret. Det skal dog ikke ske ved at lukke kaserner eller ved at skære ned på forsvarets materiel.
/ritzau/