Nordsjællands Politi efterlyser to kvinder, der mandag eftermiddag antastede en 10-årig pige og tilbød hende chokolade. Det skriver politiet i deres døgnrapport.
Den 10-årige pige, der bor i Gilleleje kom gående med sin cykel på Bonderupvejen i rundkørslen ved Græstedvej.
Her blev hun antastet af to kvinder, der stod ved en rød, parkeret bil. Kvinderne tilbød ifølge anmeldelsen pigen chokolade. Pige afslog tilbuddet og skyndte sig væk fra stedet.
Hændelsen blev anmeldt mandag aften, og politiet håber nu på hjælp til at finde ud af, hvem de to kvinder er, og hvorfor de kontaktede pigen.
I den forbindelse, er der udsendt følgende signalement af kvinderne:
A: Kvinde, ca. 45 år, almindelig af bygning og med sort langt hår. Talte dansk med accent.
B: Kvinde, ca. 60 år, almindelig af bygning, og med meget lidt synlige øjenbryn. Iført rød hue. Talte dansk med accent.
Endnu en kvinde på spil
Samme aften rykkede Nordsjællands Politi ud til en anden anmeldelse om en kvinde, der forsøgte at få unge piger med hjem -denne gang i Helsingør.
Klokken 21.04 blev det anmeldt, at en kvinde gik rundt på Esrumvej nær Uno X-tanken, hvor hun tog kontakt til to piger mellem 12 og 15 år. Her spurgte hun dem, om de ville med hende hjem, hvilket pigerne dog afviste. En patrulje kørte til stedet for at lede efter kvinden, som dog ikke var mulig at finde.
Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med kvinden med henblik på at fastslå årsagen til, at hun tog kontakt til de to piger.
Kvinden beskrives som: dansk af udseende, ca. 30 år, ca. 175 cm, spinkel af bygning, hvid i huden med mellemlangt lyst hår. Iført sort jakke, bukser med hvid stribe på siderne og sorte støvler. Medbragte sort taske. Talte dansk.