En tidligere sosu-elev, der blev livsvarigt handicappet efter at være blevet coronavaccineret, får tilkendt en erstatning på 11 millioner kroner som kompensation for sit tab af erhvervsevne.
Det skriver Fagbladet FOA.
Under coronakrisen oplevede kvinden og hendes kolleger et pres om at blive vaccineret, og nu har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) konkluderet, at hun er kommet til skade som følge af arbejdet.
Kvindens arbejdsevne er nedsat med 90 procent, og hun er tilkendt førtidspension.
Beløbets størrelse skyldes, at hun kun var 30 år, da hun kom til skade.
De 11 millioner udbetales løbende og modregnes i førtidspensionen og dækker den løn, hun kunne have tjent som social- og sundhedsassistent, indtil hun i 2064 fylder 73 år og kan gå på folkepension.
AES bemærker også, at arbejdsgiveren - Fredericia Kommune - havde en særlig interesse i, at hun blev vaccineret.
- Vi har lagt vægt på, at sundhedsmyndighederne anbefaler brug af vaccination mod covid-19 til specifikke medarbejdergrupper og til specifikke arbejdsopgaver, hvortil du hører i form af dit virke som social- og sundhedsassistentelev, lyder det ifølge Fagbladet FOA.
Kvinden blev vaccineret med AstraZeneca i februar 2021 - kort tid efter valgte Sundhedsstyrelsen (SST) at sætte brugen af vaccinen på pause. Det skete, efter at en række forsøg viste, at den kunne medføre alvorlige bivirkninger.
Mette Heidemann, der er direktør for Beskæftigelse og Velfærd i Fredericia Kommune, kalder over for fagbladet sagen for "dybt ulykkelig for den berørte medarbejder".
Hun understreger samtidig, at en arbejdsgiver ikke kan tvinge sine medarbejdere til at lade sig vaccinere.
/ritzau/