Medicin, der skal opbevares på køl, tilbagekaldes fra Brøndbyøster Apotek. Det skyldes, at der har været problemer med temperaturen i apotekets køleskabe.
Det oplyser Brøndby Kommune i en pressemeddelelse torsdag.
Temperaturen i køleskabene på apoteket har siden maj sidste år varieret mere end tilladt. Det kunne Lægemiddelstyrelsen konstatere efter en inspektion i sidste uge.
Det kan potentielt nedsætte effekten af medicinen, fremgår det af pressemeddelelsen.
Derfor samarbejder Brøndbyøster Apotek nu med Lægemiddelstyrelsen om at tilbagekalde de berørte lægemidler fra kunderne.
Kunder, som har købt kølevarer på apoteket inden for de seneste tre måneder, vil få et brev i e-Boks med information om sagen.
- Hvis der er tale om medicin, som man stadig bruger, skal man anskaffe sig en ny medicinpakning, fordi en eventuelt nedsat effekt ikke kan udelukkes, skriver Brøndby Kommune.
- Man skal dog ikke afbryde behandlingen, før man har anskaffet sig en ny pakke.
Tilbagekaldelsen gælder perioden fra 11. maj 2022 til 30. juni 2023.
I pressemeddelelsen står der, at de berørte kunder kan returnere medicinen til apoteket. De kan også få den ombyttet på en af filialerne til Brøndbyøster Apotek.
Filialerne er Krone Apotek i Rødovre eller Brøndbyvester Apotek.
Alternativt kan man bede sin læge om en ny recept og købe medicinen på et andet apotek, lyder det.
- Hvis man er i tvivl, om medicinen har haft den ønskede effekt, særligt hvis man lider af en kronisk sygdom, bør man kontakte den læge, der har udskrevet medicinen, skriver Brøndby Kommune.
/ritzau/