Opdateret kl. 12:44
En 28-årig kvinde har mistet livet efter en højresvingsulykke på Amager i København fredag formiddag.
Det oplyser vagtchef Jesper Frandsen fra Københavns Politi til TV2 Lorry.
Trafikuheldet skete i krydset ved Njalsgade og Amagerfælledvej, da en lastbil angiveligt overså den 28-årige kvinde på cykel, da lastbilen skulle dreje til højre.
Den 28-årige blev efterfølgende kørt til Rigshospitalet, men hun afgik ved døden kort efter.
- Vi fik en anmeldelse om en højresvingsulykke klokken 10.35 på Amagerfælledvej. Der var tale om en 28-årig kvinde, der var blevet ramt af en lastbil.
- Desværre er kvinden efterfølgende afgået ved døden klokken 11.16 på Rigshospitalets traumeafdeling, siger vagtchef Jesper Frandsen til TV 2 Lorry.
/ritzau/