Ritzau
Opdateret kl. 08:08
Citathistorie fra DR Sjælland
Opdateret kl. 08:08
Fem frihedsberøvede udlændinge af mellemøstlig herkomst er flygtet fra Nykøbing Falster Arrest ved at klatre over en fængselsmur.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Politiafdelingen modtog lidt før klokken 22 tirsdag en anmeldelse om, at de fem personer var flygtet.
Politiet anser ikke de flygtede som farlige. Efter de klatrede over muren, flygtede de ifølge politiet i forskellige retninger.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi leder i øjeblikket efter de fem personer med en større politistyrke.
Politiet ved ikke, hvordan det er lykkedes fangerne at flygte, men skal her til formiddag tale med Kriminalforsorgen om flugten.
- Der er i forbindelse med flugten ikke blevet truet, og vi vurderer ikke de flygtede som farlige, siger politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, til DR Sjælland.
Politiet har brugt aftenen og natten på at lede og leder stadig meget bredt, fortæller Kim Kliver, der beder borgerne om hjælp:
- Hvis der er nogle borgere, der ser unge mennesker af mellemøstlig herkomst, som går rundt uden noget egentligt mål, skal man rette henvendelse til politiet på 114 og give os de informationer. Så skal vi nok reagere på dem, siger Kim Kliver.