En kvinde har mistet livet i en brand i Næstved.
Branden blev opdaget ved halvtretiden natten til fredag i stueetagen i en ejendom på Østre Ringvej, oplyser DR Sjælland.
Kvinden blev fundet liggende på gulvet af brandmænd, der kom ind i lejligheden.
På Næstved Sygehus blev hun kort efter erklæret for død. Hun blev 52 år.
Ifølge en indsatsleder har branden ulmet i flere timer, inden naboer opdagede røgen.
Politiet skal fredag formiddag forsøge at finde årsagen til branden, skriver DR Sjælland.