Under overskriften "satire er ikke hindbærsnaps", der er et citat fra den tyske efterkrigstidsforfatter Henrich Böll, skal den danske Muhammedtegner Kurt Westergaard i begyndelsen af marts deltage ved en paneldebat i i den tyske hovedstad Berlin.
Debatten på institutionen Akademie der Künste ved Brandenburger Tor skal handle om satire, der ifølge oplægget til debatten er provokation.
- Satiren udforsker grænserne for ytringsfriheden, og uden den kan et demokratisk samfund ikke eksistere, hedder det i invitationen.
Den 77-årige Kurt Westergaard er et anerkendt navn i Tyskland og vandt således den tyske presses mediepris M100 i 2010. Ved prisoverrækkelsen var det den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der leverede hovedtalen.
Westergaard fik prisen for sit "ubøjelige engagement i presse- og meningsfrihed og for hans mod til at forsvare disse demokratiske værdier trods trusler om død og vold", lød det i begrundelsen.
Blandt de andre paneldeltagere på akademiet i Berlin 5. marts er den danske samfundsdebattør Frederik Stjernfelt og den østrigske tegner fra magasinet Stern, Gerhard Haderer, der tidligere er blevet beskyldt for blasfemi.
/ritzau/