Rigtig mange kvinder har taget trenden med kunstige negle til sig.
Men det kan være en dårlig idé, viser en ny rapport fra Miljøstyrelsen, der advarer mod kunstige negle og neglehærdere, der kan give allergiske reaktioner, da det indeholder formaldehyd, som er både allergi - og kræftfremkaldende.
- Vi har fået mange henvendelser fra forbrugere, som har fået allergi, fortæller magnus Løfstedt fra Miljøstyrelsens kemikalieenhed til tjek.dk.
Miljøstyrelsen har kigget nærmere på produkter, der er købt både i detailhandlen, over internettet og på skønhedsklinikker.
En af de ting, der bekymrer styrelsen mest, er at mange frobrugere anvender neglehærdere efter at have fjernet en kunstig negl, da neglen så er særlig tynd. Og det er i de tilfælde værst, da formaldehyden kan gå igennem den ødelagte negl og skabe allergiske reaktioner.
Brev til EU
Men det kan også give allergiske reaktioner, hvis neglehærderen blot rammer ved siden af på neglebånd og hud.
Miljøstyrelsen har nu sendt et brev til EU-kommissionen for at få EU's videnskabelige komité til at revurdere sikkerheden af formaldehyd i neglehærdere.
Loven giver på nuværende tidspunkt tilladelse til at tilsætte 25 gange så meget formaldehyd til neglehærdere, som det er tilladt i almindelig kosmetik.